Hvis du var på kontanthjælp?

Eller så SU? Så ville du ikke have ret mange penge til mad. Det er ganske sikkert – og man vil opdage det – om ikke andet hvis man prøver at lægge et budget. Men ville du mon sulte? Næppe! De fleste, der lægger et budget får lagt et pænt beløb ind til indkøb af dagligvarer. Jeg har for eksempel set et afsnit af Luksusfælden, hvor Jan Swyrts kalder et beløb på 5500 til to voksne og to børn for “sultegrænsen”.

Sulter man på sultegrænsen

Men der skal langt mindre til før der på nogen måde er tale om sult. Der er mange i Danmark, der har betydeligt mindre til rådighed. Nej, vi ville ikke komme til at sulte. Men der ville ske noget ganske andet, som måske ikke er det værste. Man ville lynhurtigt finde ud af, hvor langt pengene kunne række:

  • Er man på et meget lavt madbudget, bliver man en ørn til at købe billigt ind. Man lærer hurtigt at gå efter de gode tilbud.
  • Man ville intuitivt lære ikke at putte alt muligt og umuligt ned i vognen når man køber ind. Det være sig både madvarer og non-food.
  • Og man ville ikke min mindst lære at udnytte maden. Hvis man ikke har ret mange penge, kvier man sig endnu mere ved at smide ud. Og er sikkert mere bevidst om, at det er penge, man smider ud. For det har man ikke råd til.

Lavindkomst – så har du ikke råd til madspild

 

Skal du vende hver 25-øre har du ikke råd til at smide mad ud

Skal du vende hver 25-øre har du ikke råd til at smide mad ud

Der ryger nemlig ikke tilnærmelsesvis det samme i skraldespanden hvis man har et bestemt – og ret lavt – beløb at købe ind for. Det er noget andet hvis man barer samler ind – og kører kortet igennem. Man prioriterer helt automatisk. For man kan jo ikke bruge de samme penge 2 gange.

Og jeg vil gerne anfægte det der med, at det skulle være besværligt. Det er ikke mere besværligt. Det handler bare om vaner. Og vi har det med at tænke, at alt, der bryder vores vaner er pokkers besværligt. Den gode nyhed er, at vaner kan ændres. Erstattes af nye.

Det vil sige, at vi kan komem madspildet til livs – hvis vi vil. Og kigger man på, hvor mange penge, vi reelt smider direkte i spraldespanden, vil jeg påstå, at det kunne betale sig. Jeg ved det, for jeg prøvede det i en årrække, hvor jeg var enlig mor under uddannelse. Det sjove er, at det kommer helt af sig selv. Su’en rækker ikke til de store madinkøb. Det var ikke en bevidst proces – det skete bare.

Har du råd?

Hvilket leder mig frem til, at meget problemet til dels er, at vi har for mange penge: jeg ved godt, at mange vil slå sig i tøjret ved denne påstand. Men hvis man som familie har råd til at smide mad for 10.000 kr. i skraldespanden – så må man da have for mange penge? Eller måske skulle jeg sige: råd til ikke at tænke sig om.

Man kunne jo så vælge, at sætte sig et passende lavt madbudget. Sætte sig selv på kontanthjælp – i hvert fald rent madmæssigt! Kan man overholde den berænsning, kan man skære ned på affaldsmænd´gden fra ens husholdning. Og man kan spare en del penge. Og er det ikke fordi, man mangler de penge, man sparer, mon så ikke, man finder noget andet at bruge dem til?

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *