Madpakker er ikke kun for børn

…hvis nogen skulle tro det! Idag er der mange voksne danskere, der køber deres frokost enten på arbejdspladsen/uddannelsesstedet eller køber det “ude i byen!. Og det endda i dyre domme. Der er faktisk mange penge at spare på selv at lave madpakken – der jo ikke blot behøver at være et par flade med leverpostej og spegepølse.

I mange tilfælde kan en frokost nemt komme til at koste 30-40 kr. Penge man kan spare – og samtidig får man udnyttet nogle af de rester, der ellers er svære at udnytte.

Nu ved jeg godt, at det, man laver madpakken af, ikke er gratis. Men det kan komme tæt på, hvis man bruger sine rester til madpakken. Netop til madpakkerne, kan rester være rigtigt gode. En madpakke kan nemlig udemærket bestå af mange små ting, der ikke er del af samme ret. Og den skal ikke – ligesom en resteret – kunne mætte hele familien.

Rester – oplagt til madpakken

Netop her kan man bruge alle de rester, der ellers ville være for små. Så intet kan være mere oplagt. Og netop det, at den består af rester – eller kan tænkes ind i madplanen – gør den noget mindre besværligt. I begyndelsen måske. Men det bliver en rutine som andre – og man lærer at “tænke i madpakker”.

Og så behøver man ikke i samme grad tænke i om aftensmads-portionerne passer til det, man spiser. Det gør ikke så meget, at der er et par frikadeller eller lidt ris eller salat i overskud. Det kan altid bruges.

Madpakkeplan og smårester

Madpakke. Spar penge - brug dine rester i madpakkenEn god ting er, at placere det i små beholdere i køleskabet. Saml det hele et bestemt sted, så du har overblik over, hvad du har. Og så kan du – da for dag – udvælge det, som skal blive “madpakken”. Ofte en madpakke, der slet ikke skal smøres!

Jeg lavede et lille eksperiment som gik ud på, at jeg afmeldte min madordning, som ellers koster 500 kr./mdl. Egentlig ikke dyrt, men alligevel. Jeg skulle så bruge mine rester til at tage med som madpakke. Tanken var, at det ikke skulle koste ekstra på mit husholdningsbudget – idet det, jeg brugte,var mad, der ellers var i farezonen for at ryge ud.

Jeg indrømmer, det er lidt besværligt i begyndelsen – som med alle vaner, der skal omlægges. Men man skal ikke betragte madpakken som noget, der ikke har med madlavning ellers at gøre tværtimod. Hvis man tænker det ind, har man meget lettere ved at udnytte rester af enhver art. Mange rester fra aftensmaden er mere end egnede til en madpakke. Der er faktisk ikke meget, der ikke kan bruges – hvis man  er lidt kreativ.

Madpakker er ikke bare flade madder…

..og oftest skal den slet ikke smøres, bare pakkes. Og det skyldes som regel, at jeg har masser af smårester “lagt fra”. Imorgen skal jeg have en rest lasagne (som iøvrigt er lavet delvis af rester), en skive madbrød (rest fra suppen, vi fik til aften), og en salat lavet af et par smårester grønt, der snart skulle bruges. Samt en stump agurk og en halv tomat. Og så en lille ting til den søde tand: Et par digestive-kiks, der lige var tilbage i pakken.

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *