Rester af hvidvin – frys dem!

Man får åbnet flasken med vin. Men der blev ikke drukket så meget, som man troede. Hvad med resten? Det holder sig naturligvis nogle dage i køleskabet – men det er jo ikke sikkert, man har planer om at drikke hvidvin de næste dage. Hvis ikke, er der et alternativ – frys det ned!

Hvad bruger man frossen hvidvin til?

Hvidvin - frys den og brug den til drinks senere

Hvidvin kan fryses - og laves til "sommerdrinks" senere

Havde det været rødvin, havde det været nemt nok. Rødvin frosset i “terninger” kan nemlig nemt bruges i madlavning. Men hvidvin? Det skal ikke bruges til madlavning, men derimod til at drikke! Man kunne muligvis også bruge det i madlavningen – det har jeg dog ikke prøvet. Men det er ikke meningen, at det skal drikkes som blot almindelig hvidvin. Hvidvinen fryser jeg ned i mindre portioner.  Hvidvinen har nemlig en mulighed, som jeg hørte om engang i et madprogram.

Faktisk fik jeg ideen fra Nigella Lawson! Jeg har dog tillempet den til min egen smag. Hvidvinen bruger jeg nemlig til at lave en slags driks eller cocktails eller hvad man nu skal kalde det.

Hvidvins-saftevands-cocktails?

Jeg tager bare hvidvins-isen og hakker den i køkkenmaskine eller en kraftig blender. Der tilsættes frugtsaft til hvidvinen, der efterhånden mere er blevet til en slags grød-is. Det må gerne være en saft-type, som har en god kraftig smag – så som  jordbær, hindbær, solbær eller måske appelsin. Har man dette i baghovedet, kan man med fordel fryse rester af saft også, hvis man heller ikke lige kan få det brugt.

Man hælder det derefter op i et vin- eller cocktailglas – frugtsaften giver det en flot farve og får det til at ligne en rigtig cocktail. Tilsæt danskvand efter behøv – eller bare almindeligt vand, hvis man ikke vil have brus. Man kan sagtens smags-regulere det – for eksempel tilsætte mere sukker, hvis det er for surt – eller lidt citron, hvis det er blevet for sødt. Disse drinks kan man udemærket servere for gæster. Måske på terrassen en lun sommeraften? Ingen gætter, at det er dine rester, de drikker…

 

Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *