Penge og madspild

Madspild er et stort problem i det danske samfund. Måske ikke for den enkelte i det daglige – men kigger man på de miljømæssige konsekvenser, er der et reelt problem. Vi smider for meget ud. Hver har selvfølgelig sin tærskel for, hvornår mad er “for gammelt”. Denne vurdering viser sig dog at være indtægtsafhængig – dvs. at jo rigere man er, jo mere går man slavisk efter udløbsdatoen på maden.

Udløbsdato contra sund fornuft

Hvis vi har penge nok smider vi mad ud på udløbsdatoen.

Vi smider ud fordi vi kan. Måske er vi for rige?

Så har man penge nok, er det udløbsdatoen, der afgør om maden er klar til skraldespanden. Har man færre penge bruger man andre metoder – man lugter og smager sig frem. Og i mange tilfælde vil mad, hvor der udløbsdatoen er overskredet, nemt passere den test. Hvis man er i besiddelse af sund fornuft, giver datomærknings-hysteriet ingen mening. Hvis man ikke har ret mange penge, har man måske ikke ligefrem råd til at smide ud? Og mad, der både lugter og smager som det skal – det er næppe sundhedsskadeligt?

Er vi for rige?

Egentlig bekræfter det mig lidt i en påstand, jeg før er kommet med – nemlig at vi der blevet for rige. Vi smider ud fordi vi kan. Hvis man tænker tilbage på perioder i ens liv, hvor pengene var knappe, vi man sikkert huske, at man ikke havde helt samme holdning til, hvornår mad var for gammelt?

Man kunne selvfølgelig hævde, at det kun var de fattige (et ord, man skal bruge med varsomhed, har jeg hørt), der kunne finde på at spise sundhedsskadelige ting – så er det næppe den vej rundt, man skal betragte det. Udløbsdatoen er – i modsætning til, hvad nogle tror – ikke en dato for, hvornår madvaren er sundhedsskadelig.

Dr.dk skriver:

“En ny undersøgelse fra FDB Analyse viser, at 45 procent af de højtlønnede tjekker udløbsdatoen, mens kun 28 procent af de lavtlønnede stoler på mærkningen.

Ifølge erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasin FoodCulture.dk bruger de lavtlønnede i stedet syns-, smags- og lugtesansen til at finde sig frem til varens friskhed.”

Så man kan måske ligefrem sige, at finanskrisen vil gavne vores forhold til madspild? I hvert fald er der ingen tvivl om, at højere indtægt får en til at stille større krav til madvarerne. Og sikkert også til så mange andre varer. Her har det bare en miljømæssig konsekvens – madspildet.

Astrid

3 Comments

  1. Men på den anden side, er mindre madspild ikke kun for de “fattige” – alle kan lære at undgå madspild, uanset socialt status.

    Det handler også meget om geografi, alder, mm.

    • Nej, det er rigtigt. Men penge giver muligheden for at smide ud – og Købe nyt. For nogle år siden var jeg enlig mor og på SU – der røg ikke meget ud. Men mest af alt drejer det sig nok om vaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *